Jeg var vild med den nye dreng i klassen, men det var mine to bedste veninder, An og Mercedes, også. Han var lige startet i vores klasse og hed Ronaldo. En dag, da jeg skulle hjem fra skole, kom Ronaldo hen til mig og spurgte, om vi skulle følges. Jeg blev glad og svarede selvfølgelig ja. Vi fik snakket en masse, og jeg lærte ham rigtig godt at kende. Vi blev enige om, at vi skulle følges i skole den næste dag.

An og Mercedes smilte og vinkede den næste dag, da de så, jeg kom gående. Men da de opdagede, at jeg gik sammen med Ronaldo, fik de et surt ansigt. De vendte ryggen til mig og lod som om, at jeg ikke var der. Jeg tænkte ikke så meget over det, for vi skulle skynde os til timen.

Da vi havde fri, tog jeg med Ronaldo ned til rampen, hvor alle Ronaldos venner var. Han skulle vise mig nogle tricks på sit skateboard. Jeg kunne i forvejen stå på skateboard, men det vidste Ronaldo ikke, så han blev overrasket, da jeg viste ham mine tricks. Bagefter tog vi ned på stranden og købte en is. Det var en rigtig hyggelig dag, og vi lærte hinanden endnu bedre at kende.

Jo mere, Ronaldo og jeg var sammen, jo mindre ville An og Mercedes være sammen med mig. De holdte mig udenfor, og jeg kunne slet ikke forstå det.

Nogle dage efter holdt Mercedes en fest. Jeg dansede med Ronaldo mange gange i løbet af aftenen, og vi havde det rigtig sjovt. Da jeg kom i skole næste dag, gik alle og hviskede, og jeg fandt ud af, at alle vidste alt om mine dybeste hemmeligheder. Hemmeligheder som kun An og Mercedes vidste. Jeg blev rigtig rigtig ked af det, så jeg løb hjem midt i skoletiden. Min mor var heldigvis hjemme. Jeg fortalte hende hele historien – om Ronaldo og hvordan An og Mercedes havde holdt mig udenfor. Min mor blev sur og ringede til Mercedes og Ans forældre.

Næste dag var der spredt en masse onde historier om mig, og alle gik og fniste. Det var historier, der slet ikke passede! Jeg prøvede at ignorere det og forsøgte at koncentrere mig om skolen. Midt i timen fik jeg et brev, hvor der stod:

”Hej lorte-tøs. Vi hader dig så meget! Vi har aldrig kunnet li’ dig. Vi syntes bare, det var synd for dig, fordi din far lige er død. Men ved du hvad, han var også et dumt svin ligesom dig. Du får tæsk efter skole.”

Der stod ikke, hvem brevet var fra, men jeg vidste, at det var fra An og Mercedes. De kunne ikke klare, at jeg var ven med Ronaldo. Jeg begyndte at græde og skulle til at løbe ud af klassen. Ronaldo, som sad ved siden af mig, opdagede brevet. Han blev rigtig gal og råbte:
- Hvem har skrevet det her brev?
Ingen svarede, så han fortsatte:
- Nej, jeg ved det godt. An og Mercedes, I er så lede. I tror, I kan få, hvad I vil ha’, og når I så ikke får det, så går det sådan her til eller hvad?
Ronaldo var helt rød i hovedet. Han var rigtig gal.
- Jeg synes, det er noget svineri. I er da for ynkelige, hvis I ikke har andet at lave end at sende de her trusselsbreve. Han rakte brevet i vejret.
- Lad mig lige se det brev, sagde vores lære.
- An og Mercedes - jeg vil gerne tale med jeres forældre i aften og med jer lige om lidt, sagde han, da han havde læst brevet.
Jeg sad stum og mundlam og kiggede op på Ronaldo, som stod på sin stol. Jeg boblede af glæde, men jeg var også meget forbavset over det, han havde sagt.

Efter skole var An og Mercedes ikke så kæphøje. Alle fra skolen, der havde været med til at sprede rygterne om mig, kom over til mig og sagde undskyld.

- Tak, sagde jeg til Ronaldo og gav ham et knus.
Han smilte og gav mig et knus.
- Du var sej, da du sådan forsvarede mig.
- Det var så lidt, sagde han og smilte.
- Du er min bedste ven, sagde jeg.
- I lige måde, sagde han og smilte igen.
Jeg var overlykkelig, for nu havde jeg fået en RIGTIG ven.