Jeg sad i skolen og kunne slet ikke koncentrere mig om bogen, for jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at på lørdag skulle min bedste veninde, Julie, og jeg i Tivoli. Det var tirsdag i dag, og jeg kunne næsten ikke vente.

Jeg kiggede over på Julie og kunne se, at hun heller ikke kunne koncentrere sig om bogen. Da hun så, jeg kiggede på hende, tog hun hænderne op over hovedet og lod, som om hun skreg for at minde mig om, at vi snart skulle i Tivoli. Jeg kunne ikke lade være med at grine.

Efter timen, da jeg skulle sætte mine bøger over på hylden, stødte Jonas og jeg ind i hinanden.
– Er du okay?, spurgte Jonas, og gav mig sin hånd. Jeg tog hans hånd og kunne mærke varmen i min krop og i ansigtet. Jeg blev fuldstændig mundlam og kunne næsten ikke sige noget.
– Ja, jeg er helt okay, fik jeg fremstammet.
– Du må altså meget undskylde, at jeg gik ind i dig. Jeg kiggede den anden vej, og pludselig stod du der, sagde Jonas.
– Det gør ikke noget, sagde jeg lidt nervøst. Jonas gik videre, og Julie kom hen til mig.
– Det der var amatøragtigt, sagde Julie.
– Jeg ved det godt, men han er bare så sød. Jeg kan ikke gøre for det, sagde jeg.
Vi pakkede vores ting sammen og gik hjem til Julie, hvor vi hyggede og fjollede.

Pludselig ringede min telefon. Det var min mor.
– Hej mor, sagde jeg.
– Hvor bliver du af? Vi skal spise nu. Klokken er halv syv!, sagde min mor.
– Jeg er ovre hos Julie. Jeg kommer hjem nu, sagde jeg og lagde på.
– Jeg skal hjem nu, sagde jeg til Julie.
– Øv!, sagde Julie. Jeg tog mine ting og kørte hjem.

Onsdagen gik ligesom tirsdagen, men om torsdagen skete der noget usædvanligt. Jeg var ude at cykle og kørte igennem den lille park, der ligger i byen. I parken så jeg et par, der sad og kyssede, og så pludselig gik det op for mig: Det var Julie og Jonas! Jeg blev helt ude af den og skyndte mig hjem. Da jeg kom hjem, lagde jeg mig på min seng og græd. Hvordan kunne Julie gøre det imod mig, når hun vidste, hvor forelsket jeg var i Jonas? Det kørte rundt i mit hoved hele tiden. Jeg var rigtig ked af det og blev inde på mit værelse resten af dagen.

Næste dag i skolen, da jeg mødte Julie, sagde jeg til hende:
– Jeg tager ikke med i Tivoli i morgen!
– Hvorfor ikke?, spurgte Julie.
– Fordi du ikke er min veninde, men en stor idiot!, svarede jeg.
– Hvad har jeg gjort?, spurgte Julie overrasket og lidt surt.
– Det ved du godt! Jeg så dig og Jonas kysse i parken, svarede jeg og gik min vej.

Resten af dagen talte jeg ikke til Julie. I weekenden ringede Julie rigtig mange gange, men jeg tog den ikke, for jeg holdt fast i min beslutning om ikke at være veninde med hende mere.

Mandag prøvede Julie hele tiden at undskylde, men jeg ignorerede hende bare. Tirsdag og onsdag havde Julie givet op.

Torsdag fik jeg en mærkelig følelse i maven. Mit liv begyndte at føles lidt tomt. Jeg snakkede da med nogle andre i frikvartererne, og jeg hyggede mig også fint derhjemme, men der manglede et eller andet. Jeg ikke vidste, hvad var. Jeg tænkte lidt og fandt ud, at det var Julie, jeg manglede. Jeg tænkte på Julie og de ting, vi havde lavet sammen. Hun havde virkelig været den bedste veninde, jeg nogensinde havde haft. Jeg kunne mærke i maven, at jeg savnede hende meget. Jeg tænkte på, hvor meget Jonas betød for mig og fandt ud af, at Julie betød meget mere for mig end Jonas.

I det hele taget fandt jeg ud af, at jeg vil tilgive Julie, men jeg ville tænke lidt mere over det, så jeg ville vente med at sige noget til Julie.

Hele dagen gik jeg og tænkte over det, og jeg skiftede ikke mening, så jeg besluttede mig for at snakke med hende dagen efter.

Næste dag i frikvarteret gik jeg hen til Julie og sagde:
– Julie, kan vi lige tale sammen?
– Ja!, sagde Julie og lyste op, nok fordi jeg endelig ville tale med hende.
– Jeg har tænkt over det, og jeg vil gerne tilgive dig, sagde jeg. Julie blev rigtig glad.
– Jeg har savnet dig rigtig meget, og jeg har fundet ud af, at jeg ikke kan undvære dig, fortsatte jeg.
– Jeg har også savnet dig meget, sagde Julie.
– Venner?, sagde jeg.
– Helt klart!, svarede Julie.
Jeg gav hende et kæmpe knus.
– Jeg vil aldrig mere lade en dreng komme imellem os, sagde jeg.
– Enig!, sagde Julie.