Jeg missede med øjnene i det svage lys, og så på det, der engang havde været et farvestrålende maleri, men nu kun var nogle utydelige klatter. Jeg tog dynen væk og gik hen til det lille vindue. Månelyset blændede mig. Skoven havde ingen ende. Jeg havde altid hadet den udsigt. De mørke, triste grantræer lignede store monstre. Jeg gøs og gik hen til det lille bord og satte mig. Jeg tændte en lampe, og så tog jeg maling og papir frem. Jeg sad i lang tid og kiggede på papiret, mens min mors ord vendte tilbage...
– Bliv inspireret, men kopier ikke!

Jeg satte det første penselstrøg. Jeg tog en mørk farve og malede lidt. Jeg sukkede dybt og tog et nyt stykke papir. Det skulle være perfekt. Jeg begyndte at male igen, men det mislykkedes også. Jeg kunne slet ikke få samme styrke i billedet som min mor. Tårerne trillede ned over mine kinder og ned på papiret. Måske skulle jeg bare ikke male. Jeg lagde mig hen i sengen igen. Gid jeg havde min mor til at lære mig at male. Gid hun ikke var blevet syg. Jeg lukkede øjnene og faldt straks i søvn.

Jeg mærkede, at dynen blev revet væk, og en kold hånd ruskede i mig.
– Så er det op, sagde Signe og ruskede mig endnu hårdere.
Jeg kom hurtigt op af sengen og kiggede ud ad vinduet. Træerne svajede faretruende. Jeg trak i et par lasede bukser og en plettet T-shirt og gned mig søvnigt i øjnene, mens jeg gik ned ad trappen.

Jeg satte mig ved det lange bord, og Martha kom hen til mig med en skål grød. Hun smilte til mig, men jeg smilte ikke tilbage. Jeg kiggede surt på grøden. Børnene fra børnehjemmet sad med tomme blikke. Ingen havde rørt deres grød. Martha kiggede trist på os, hendes store smil var væk. Jeg tog en lille skefuld og puttede den i munden. Jeg sank, men klumperne sad fast. Jeg hostede let, og alle kiggede på mig. Jeg tog en slurk mælk for at skylle resterne ned. Jeg rejste mig og gik hen mod trappen.

Døren knirkede, da jeg trådte ind på værelset. Jeg satte mig på sengen. I lang tid sad jeg der og tænkte på min mor. Min smukke, altid smilende mor, der havde siddet og malet med et fredfyldt ansigt. Fire år havde jeg levet i ensomhed. Tiden med min mor var begyndt at virke fjern. Som noget, der ikke var sket, men som jeg havde tænkt på så meget, at det føltes virkeligt. Men det var virkeligt. Jeg havde kendt denne dejlige person, men nu var hun væk. Jeg tog maleriet ned og studerede det. Jeg kunne tydeligt huske, hvor koncentreret mor havde været, da hun malede det. Jeg var nødt til at male et billede. Ikke bare et billede. Noget unikt. Jeg gik hen til skrivebordet og satte mig. Gang på gang mislykkedes det. Jeg malede i timer. Blev ved og ved.

Mørket begyndte at sænke sig, og mine øjne var slørede af træthed og tårer. Jeg lagde forsigtigt penslen fra mig og gik nedenunder. Martha kom hen til mig med en tør bolle. Jeg takkede og gik ud på toilettet. Jeg vidste godt, vi havde udgangsforbud efter klokken seks, så derfor kravlede jeg ud gennem vinduet. Jeg landede på jorden. Mosset føltes koldt under mine tæer. Jeg gik hen mod skoven og satte mig på en stor sten. Vinden blæste voldsomt, og træerne knirkede.