Hun ser ud som de andre, men hendes fortid er uendeligt mere forfærdelig end andre teenageres. Pigen hedder Kavi. Hun er 14 år og lever som flygtning i et land, der hedder Danmark. Hun havde aldrig hørt om Danmark, da hun boede i Sri Lanka.

For tre år siden boede hun i en dejlig landsby, hvor alle kendte hinanden. Hun boede sammen med sine forældre, bedsteforældre og sin søster. De var næsten altid sammen, når Kavi ikke lige var i skole. Men der var jo noget, der hed krig, og det herskede over det dengang så smukke land.

Hver gang man hørte noget, der kunne lyde som flyvemaskiner, skulle de alle sammen gemme sig i et stort hul så hurtigt som muligt, hvor de var i sikkerhed for bomberne. Men hvis bomben faldt for tæt på, kunne hullet ikke redde dem!

Kavi tænkte altid over, hvordan hendes familie havde det, og nogle gange pjækkede hun fra skole for at kunne holde øje med, hvordan hendes søskende og bedsteforældre havde det. Bedsteforældrene havde ikke altid boet hos dem. De havde et stort hus i udkanten af byen, men det lå alt sammen i ruiner efter bomberne, så der kunne de ikke bo længere…

Pludselig en dag skete det! Døren blev åbnet til klasseværelset, og Kavis søster, Theepa, stod i døren og græd. Der var blod på hendes tøj, og hun vendte sig om mod læreren og fik fremstammet: »De kommer!«. Der var stilhed. Alle var i chok. Det var virkelig sket - hun havde blod på tøjet. Nogle var sårede, og nogle var døde. Kavi var for bekymret til at tænke klart. Hendes søster greb hendes hånd og rev hende ud. Det var nu eller aldrig!

De skyndte sig at skjule sig i hullet. Der var intet andet at gøre end at vente. Der var stilhed, ingen kunne høre noget. Efter et par timer rejste en af lærerne sig og kiggede forsigtigt hen over jordbunken, der lå foran dem. Der var intet tegn på liv. De var gået. Alle begyndte at rejse sig og kiggede på hinanden. Nu var tiden inde til at få sandheden at vide. Bare tanken om at miste sin dejlige familie eller sine venner fik tårerne til at presse sig på…

Hun kiggede sig om efter sin søster. Hun fik øje på hende på jorden ved siden af legehuset. Kavi skyndte sig derhen. Hendes søster kiggede på hende og tog to små bøger op af lommen. Det var hendes og søsterens pas.
– Hvor skal vi hen? Theepa, svar mig! Hvad er der sket?
Theepa kiggede på Kavi og sagde helt stille:
– De kom hjem til os. Far sendte mig, mor, mormor og morfar ud i haven, og vi gemte os bag skuret. De brød ind i huset og holdt far i et meget stramt tag. De singhalesiske soldater kom ud i haven og tjekkede, om der var nogen. Mor gav mig passene, inden hun smuttede ind i skuret med mormor og morfar. Pludselig hørte jeg mor, mormor og morfar græde. Soldaterne var kommet ind til dem i skuret og trak dem med hen til deres hvide bil. Dørene blev lukket, og lidt efter hørte jeg fire høje skud. Jeg vidste, det var for sent. Da mor gav mig passene, sagde hun, at vi skulle tage til lufthavnen og købe en billet til et eller andet sted i verden. Det var lige meget hvor, vi skulle bare ikke være her…
Kavi kiggede på Theepas hånd og så en bunke penge. De tog afsted med det samme, tog det fly, de kunne komme på, og endte i Danmark…

I dag lever Theepa og Kavi på et flygtningehjem. Hun havde aldrig hørt om Danmark, da hun
boede i Sri Lanka. Nu var tiden inde til at få sandheden at vide. Bare tanken om at miste sin dejlige familie eller sine venner fik tårerne til at presse sig på…