Den her historie er en af dem, som er sjovest at høre om eller læse – og ikke selv opleve. Men da du ikke kender mig, og jeg ikke kender dig, ja så har jeg bestemt mig for, at det er okay at fortælle den. Den handler om min mor, der en dag var ret pinlig.

Der var kun et par dage til sommerferie, og solen skinnede, og jeg gik allerede og drømte om at have ferie og slippe for lektier. Jeg bor tæt på en strand, og i de sidste dage havde vi nærmest levet på stranden, for vejret var dejligt. Ja, næsten for godt til at være i Danmark.

Det var torsdag, og jeg havde aftalt med min mor, at når vi fik fri, ville jeg tage mine veninder Sara og Josefine med hjem, og så ville vi lige få noget at spise, og så var det ellers af sted til stranden. Desværre måtte vi ikke være alene på stranden. Min mor synes, at når man er 11 år, er man SÅ lille og kan ingenting selv. Ja, jeg behøver vel ikke at fortælle, hvad jeg synes …

Nå, men vi kommer glade hjem, og jeg råber ”så er vi hjemme”. Men der var helt stille. Vi gik ind og stillede taskerne. Og så gik vi ud i køkkenet for at se, om der lige var en is eller et stykke brød, vi kunne spise. Min mor havde dækket op til os, så vi kastede os over madderne. I det samme kom min mor ind i køkkenet. ”Hej, piger! Hvordan går det, er I klar til en tur på stranden?” spurgte hun. Og ja det var vi. Så vi skyndte os at kaste maden i maverne, og så løb vi op på mit værelse for at skifte tøj.

Vi gik en efter en ud på badeværelset og skiftede til badedragter. Men da det var min tur (efter de andre havde klædt om) fik jeg bare som det første øje på et trusseindlæg, som lå på gulvet. Jeg blev sådan helt bleg og tænkte ”hvor kommer det fra???”. Jeg vidste ikke, om jeg skulle sige noget. Men i det samme kom min mor, og hun fik også øje på det. Og hun sagde bare rigtig højt: ”Hov, jeg har vist tabt mit trusseindlæg.” Jeg kunne høre inde fra værelset, at Sara og Josefine fnes højt inde fra mit værelse, og jeg blev helt rød i hovedet, for det betød jo, at de havde set det begge to. Jeg kiggede bare ondt på min mor, der bare grinede. Og da jeg kom ind til mine veninder, kiggede jeg på dem og sagde: ”Er jeres mor også nogen gange så pinlig?” De fnes igen, og så nikkede de, og så kom jeg også til at grine. For det var godt nok pinligt. Men jeg glemte det nu hurtigt, for stranden ventede, og det samme gjorde en tur i vandet og den store is, vi fik i iskiosken.