Pinlige historier
tirsdag 30.11.10
- Af Lars Anhøj
MORGENSANG …
Hver morgen har vi morgensang på skolen, hvor alle klasserne mødes, nogle gange underholder enkelte klasser, vi synger en morgensang sammen, rektor siger noget, hvis han har noget på hjertet, og så går vi alle sammen til hver vores klasselokale. Den ene morgen skulle vi så synge en sang, som jeg ret godt kan lide, og jeg var vist lidt for ivrig, for jeg kom til at starte med at synge FØR de andre. Og jeg skrålede rigtig højt. Så pinligt! Dem omkring mig kiggede bare på mig og så skreg de af grin! Tror jeg fremover venter med at synge, til de andre er gået i gang … Er det ikke en god idé?! Fniiis!
Frederikke 13 år
DER ER SJOVEST PÅ BAKKEN … ELLER?
Min bedste veninde og jeg havde en aftale med to drenge fra skolen, der gik 1 klasse over os. Min veninde er lidt forelsket i den ene, så da de siger, at de gerne vil på Bakken, spiller vi cool og tager med dem derud, selvom det er noget, vores forældre taber sutten over, hvis vi ikke først spørger om lov (men vi vidste, at vi ikke måtte, så det var bedre at tage ballen bagefter!). Men da vi kommer der ud, finder vi ud af, at vi ikke har nogle penge til at prøve forlystelserne med – og vi kan heller ikke få noget at spise ELLER komme hjem for den sags skyld. Vi prøver at høre drengene, om vi kan låne af dem, men det kan vi ikke, for de har heller ikke særlig mange penge med. Så vi bliver nødt til at ringe til min venindes mor og høre, om hun kunne komme ud med nogle penge til os, så vi kunne gå lidt rundt og så tage bussen hjem. Heldigvis var hun ret cool og kom ud med penge til os, men det var så pinligt overfor drengene!!!
Christina 12 år
DAGDRØMMEREN
En dag i klassen sad jeg og tænkte på alt muligt forskelligt, så jeg hørte ikke efter, hvad min lærer var ved at gennemgå. Jeg lod bare som om, jeg hørte efter. Men pludselig kunne jeg høre, at der blev helt stille i klassen, og lidt efter kiggede alle på mig. Jeg anede ikke hvorfor, eller hvad min lærer havde sagt. Så jeg måtte sige til hende, at jeg ikke havde hørt efter, hvad hun havde sagt, og om hun ville være sød at gentage det. Hun blev ret irriteret og sagde: ”Clara, du må dagdrømme på et andet tidspunkt! Her har vi altså matematik!”. Hele klassen grinte bare, og jeg blev så forfjamsket, at jeg ikke engang kunne svare på det, hun spurgte mig om. Så kikset!
Clara 9 år
EN KLAM FORNEMMELSE
Foran vores skole er der en sø. Og nogle gange synes drengene, at det er rigtig sjovt at smide os piger i søen. Søen er så super klam, og den lugter rigtig grimt! En dag havde jeg ”lånt” min fars habitjakke (jeg havde spurgt og fået nej, så jeg ventede bare, til han var på gået på arbejde, og så sneg jeg mig ind og stjal den fra hans skab. Planen var, at jeg ville nå at komme hjem før ham igen, så han ville ikke opdage noget som helst! Snedigt, syntes jeg i hvert fald selv.) Desværre havde drengene tænkt, at det var selv samme dag, som jeg skulle smides i søen, og selvom jeg tryglede om, at de tog jakken af mig inden, grinte de bare og smed mig i – med min fars habitjakke! Så jeg måtte krybe til korset, da han kom hjem. Han blev stik tosset på mig til at starte med, fordi jeg havde taget den, selvom han havde sagt nej, men så synes han faktisk, at det lød ret sjovt …
Ida 11 år
DIN FIS!
Vi havde engelsk, og vi har bare den sureste lærer ever! Vi skulle skiftes til at læse op fra en engelsk bog, og på et tidspunkt er det så blevet Christians tur. Christian er rigtig genert, så da han læste op, gjorde han det så lavt, så man dårligt kunne høre ham. Og selvfølgelig var det også lige der, at jeg kom til at slå en prut, som alle bare hørte, fordi han talte så lav. Nej, hvor var det bare pinligt!!!!
Frida 10 år